Fredagens aktier: C25 på rekordkurs - Ørsted og Solar op på analysenyt

(ARKIV) (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Fredag er det gode humør fra tidligere på ugen genfundet på det danske aktiemarked, og holder niveauet dagen ud, vil eliteindekset C25 slutte ugen i rekord.

Med i toppen af C25 ligger Ørsted, der har fået løftet sit kursmål af tyske Commerzbank. Også Simcorp ligger til plus, efter at softwareselskabet har fået sit første firecifrede kursmål. A.P. Møller-Mærsk og FLSmidth topper indekset med stigninger på 1,9 og 1,7 pct. uden selskabsspecifikke nyheder.

Eliteindekset smed torsdag 0,4 pct. trykket af bekymring over udbredelse af det kinesiske coronavirus. Men fredag morgen er bekymringerne taget en smule af, da WHO ikke - endnu - vil karakterisere virusset som en global sundhedsrisiko. Indekset stiger med 0,5 pct. i den indledende handel til indeks 1296,4. Indekset gik på weekend i 1284,30 for en uge siden.

Ørsted stiger med 1,9 pct. til 743,20 kr. fredag morgen. Energiselskabet har fået løftet kursmålet af Commerzbank til 850 kr. mod tidligere 770 kr. Banken gentager samtidig sin købsanbefaling af aktien.

Simcorp har ligeledes fået et kontant klap på skulderen af det amerikanske finanshus Goldman Sachs, der har løftet sit kursmål til 1000 kr. fra 850 kr. for aktien. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

I samme omgang fastholder Goldman Sachs sin købsanbefaling.

Simcorp-aktien har været flyvende de seneste tre måneder med en stigning på 37,4 pct. I de første handler fredag stiger aktien med 0,8 pct. til 795 kr.

TOPDANMARK I MODVIND

Forsikringsselskabet Topdanmarks starter dagen i bunden af C25 i kølvandet på regnskab for fjerde kvartal 2019, der torsdag viste et nettooverskud på 431 mio. kr., som var bedre end analytikernes forventninger. Udviklingen dækker over et lavere forsikringsresultat end ventet, mens investeringsresultatet omvendt var noget bedre end analytikernes forventninger.

Torsdag aften valgte investeringsbanken SEB Equities at sænke sin anbefaling til »sælg« fra tidligere »hold«. Kursmålet for aktien er sideløbende blevet sænket til 328 kr. fra 347 kr.

Også ABG Sundal Collier har snittet en luns af anbefalingen til »sælg« fra »hold«. Finanshuset har ved samme lejlighed skåret sit kursmål på forsikringsaktien til 310 kr. fra 335 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Nordea har ligeledes været ude med riven og sænker anbefalingen på forsikringsaktien til »hold« fra »køb«. Storbanken har ikke kursmål for aktier, når anbefalingen er »hold«.

Topdanmark udbygger faldet fredag morgen med 3,9 pct. til 324,60 kr. efter et fald på 3,1 pct. på regnskabsdagen.

Novozymes kom ligeledes med regnskab torsdag, og det viste en god afslutning på et ellers udfordrende 2019. Det fik investorerne til at hejse flaget og resulterede i et kurshop på 6,7 pct.

Fredag morgen har DNB hævet kursmålet med 50 kr. for aktien i enzymgiganten og gentaget anbefalingen »sælg«, fremgår det af data fra Bloomberg.

Novozymes udhuler fredag morgen torsdagens kursplus med et fald på 0,9 pct. til 348,40 kr.

GN OG DANSKE BANK I ANALYTIKERFOKUS

SEB har også haft tid til at se på GN og har i den forbindelse løftet kursmålet for aktien til 370 kr. fra 345. Samtidig fastholdes anbefalingen »køb«, viser data fra Bloomberg News.

GN-aktien stiger 0,7 pct. til 344,80 kr.

Og så har Morgan Stanley lagt en femmer på kursmålet for en aktie i Danske Banks til 109 kr. fra 104 kr.

Det amerikanske finanshus gentager sin neutrale anbefaling »ligevægt«.

Danske Bank øger med 1 pct. til 109,95 kr. fredag morgen.

Blandt sidepapirerne havde RTX torsdag aften nyt til aktionærerne. Selskabet løfter sit igangværende aktietilbagekøbsprogram og har nu planer om at købe aktier tilbage for op mod 60 mio. kr. Tidligere var loftet sat til 20 mio. kr., og programmet løber fra 1. januar til 30. juni i år.

Samtidig handles aktien uden retten til udbytte på 2,50 kr. Aktien stiger med 0,4 pct. til 226 kr. efter et plus på 1,6 pct. torsdag.

Der er ligeledes nyt til Solar, hvor Nordea har skruet op for anbefalingen til »køb« fra »hold« og sat kursmålet til 400 kr.

En aktie i selskabet ligger 3,8 pct. højere i kurs 324,50 kr.

/ritzau/FINANS